Bag om Atla

Visionen og holdet

Atla. Nordic Platform for Emerging Photography er både et udstillingssted på Nørrebro i København og en online platform, hvor vi promoverer nye fotografiske talenter og sælger værker, fotobøger og prints.  

Vi kuraterer 5-6 udstillinger årligt, både i egne lokaler og som pop-up events. Derudover afholder vi artist talks, paneldebatter, markeder, open call-baserede tiltag og tværkunstneriske performances.

Udstillingsprogrammet spænder bredt, både tematisk og fotografisk. Vi beskæftiger os meget med samtidsaktuelle problemstillinger, repræsentation, mellemmenneskelige relationer, krop og identitet – med det fælles omdrejningspunkt, at vi arbejder med fotografer i vækstlaget med noget på hjerte.

Atla skal styrke alsidigheden i nordisk fotografi, og vi mener, at fotografiet som kunstform og formidlingsredskab skal være tilgængeligt for alle uanset baggrund, køn, etnicitet eller seksualitet; både som beskuer og som skaber. 

Vi har samarbejdet med institutioner, kunsthaller og forlag som Fotografisk Center, Kbh Film og Fotoskole, Absalon, Copenhagen Photo Festival, Ukøn Poesi, Basement og Disko Bay, og vi har vist mere end 100 fotografers arbejde gennem vores forskellige platforme.

Alta drives af fire kvinder, med forskellige baggrunde inden for kunst- og dokumentarfotografi, designteknologi, museologi og kuratering. Vi samarbejder om det meste, og tror på at man finder nye måder at gøre tingene på, når fire hjerner arbejder sammen. Derfor står vi alle fire for at finde nye fotografiske talenter, kuratere udstillinger og udvikle Atla. 

Sara står for samarbejder og events og laver derudover en masse arbejde på de sociale medier. Man kende hende på hendes ekstravagante klæder, store smil og skarpe spørgsmål, når hun er moderator på vores artist talks. Hun er uddannet fotojournalist fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole og har arbejdet for flere danske dagblade som både fotojournalist og redaktør.

Cecilie er tovholder på kommunikation, events og sociale medier og laver derudover grafisk design og udvikler på vores digitale platform. Hun holder styr på trådene og har altid hundredevis af rettelser til alting. Cecilie har en akademisk baggrund i religionsvidenskab og museologi, og har været formidlingsassistent hos Fotografisk Center og arbejdet med kommunikation hos Copenhagen Photo Festival. 

Amanda arbejder med vores online konceptuelle tiltag, forretningsmodeller og kommunikationsstrategier. Derudover printer, pakker og sender Amanda de fotografier der bliver bestilt på vores webshop. Hun har desuden en helt særlig evne til at jonglere både økonomiske og juridiske dokumenter. Amanda er uddannet i digital konceptudvikling og har en baggrund som designteknolog.

Linnea er tovholder på vores udstillinger og derudover sidder hun med den skriftlige formidling, fondsansøgninger og planlægning af workshops. Hun har en særlig evne til at lyde jysk og veloplagt over telefonen, så hun varetager det meste af vores telefoniske kontakt. Linnea er uddannet i fotografi fra Det Kongelige Kunstakademi i Haag i Holland og har både været medarrangør og udstiller på danske og internationale udstillinger. 

logologo